tirsdag den 20. november 2012

Essay - Fagre nye verden


Når vi hører om det “totalitære samfund”, så tænker vi ofte på alle de forfærdeligheder der foregår sig i lande som Nord Korea og Kina. Samfund, hvor befolkningen underkaster sig regeringens vilje, i frygt for at der ellers skulle ske dem noget. Eller vi måske tænker på Orwells samfund, i bogen 1984, hvor samfundet bliver overvåget af den såkaldte Big Brother. Fælles for disse samfund, er at befolkningen bliver styret af frygt.
Sådan er det ikke i Fagre nye verden.
Det er godt nok stadig et totalitært samfund, det vil sige et samfund, hvor staten prøver at kontrollere alle aspekter af samfundet, men her gør de det med nydelse. Og hvorfor ikke det? Hvorfor gøre oprør når man altid er glad, når ens sorg kun varer fra dens oprindelse til den tætteste soma-pille? Hvorfor længes efter noget uopnåeligt, når man ikke ved hvad man skal længes efter? Hvorfor skal man sørge over døden, når man ikke har nogen familie, nogen partner? På en måde er denne fagre verden det perfekte totalitære samfund, hvor folket selv vil have dette samfund. Og mens vi ikke har fået et sådant samfund endnu, er nogle af aspekterne, af dette samfund i Huxleys bog blevet almindlige i vores eget, moderne samfund.
For eksempel, i Huxleys bog “tilhører alle hinanden”. Folk slår sig aldrig ned, og skifter frit imellem folk, alt efter hvor deres lyster drager dem hen. Jeg kan forestille mig, at i de relative puritanske 30’erne har sådanne idéer sikkert været helt “ugudelige” for en temmelig stor del af befolkningen. Sådan er det ikke just i vores nuværende samfund, hvor engangsknald ikke er helt ukendt for os, og hvor nogle folk endda gør som folkene i Fagre nye verden, og aldrig slår sig ned. Den her udvikling er sikkert forbundet med den voksende sekularisme og ikke mindst udvikling af vores velfærdssamfund. Menneskets følelser er sat i fokus. Hvordan har vi det? Hvordan får vi et godt liv? Og for at få et godt liv, så må man have nye ting. Her vinker Huxley lige igen, og viser os, at konsumerismens ansigt allerede smilede til os tilbage i 1932. I bogen ser man, at man aldrig reparerer sit tøj, om der kommer revner i dem, eller lignende. De smider det bare væk, og får sig noget nyt. Og her har han virkelig ramt pletskud...næsten da.
Det er godt nok sandt, at vi, i vores moderne samfund, ikke gider at have noget at gøre med gammelt, slidt og grimt tøj. Vores løn er så høj, og priserne er så (relativt) lave, at det kan betale sig bare at skifte noget ud, når vi har lyst. Men varerne i Fagre nye verden virker dog stadig som om, de kun er nødvendigheder. Jeg tror ikke Huxley kunne forestille sig, hvor stor konsumerismen ville blive i vores moderne samfund. Vi skifter tøj, elektronik, møbler, etc. ud i en fart som aldrig før. Vi når ikke at blinke, før vores splinternye dingenot pludselig er antik. Når bogen ellers rammer plet på så mange andre ting, stikker sådan nogle ting som det her ud.
Den sidste sammeligning jeg vil nævne, er konformiteten. Det, at alle er mere eller mindre lige som de andre. At alpha-er er alle så og så høje, eller lignende, for ikke at tale om bokanovskigrupperne. Man taler ofte om, i det oftenlige forum, at vi skal sætte større fokus på individerne, at lovprise individualismen, at hvert eneste menneske er specielt, og at det er et godt ting. Men selv om vi er så frygtelig anderledes, kan vi ikke undgå menneskets behov for at tilpasse sig sine omgivelser, behovet for at “ligne de andre”. Og om man så ikke behøvedes at føde sine egne børn mere, at de blev “produceret” på et specielt sted, ville vi så ikke prøve at få disse børn til at være nogenlunde ens? Ville vi da ikke tænke, at det ville være for synd, om et barn blev “produceret”, der ikke var som de andre, og dermed blev mere eller mindre afvist af samfundet?
Der er mange andre emner man kan drage paralleller med, som f.eks soma-misbruget, evig ungdom, osv. Men det der virkelig kunne være interessant, er at se hvordan nutidens problemer ville passe ind i Huxleys verden. For eksempel, det med at “alle tilhører hinanden”. Her nævner Huxley intet om folk med forskellige seksuelle orienteringer eller om folk med forskellige kønsidentiteter. Hvordan ville Verdenssamfundet gribe det an, hvis man i udklækningscenteret ikke kunne sortere sådanne folk fra? Ville kvinderne så også tilhøre kvinderne? Og (selv om det her spørgsmål også gælder for os lige nu) hvordan kan man opretholde et “nydelses-samfund” resource-mæssigt?
Der er mange paralleller, og der er mange problemer, men kun nogle få sider at skrive denne essay med. Men det ville også være unødvendigt at nævne alle tingene. For jeg syntes at jeg allerede kan se et billede forme sig. For nu kommer spørgsmålet, som alt dette har ført op til:
Bliver den fagre nye verden nogensinde en realitet?
Jeg kan forestille mig, at mange folk bare ryster med hovederne, når de prøver at forestille sig denne fagre verden. Men skal jeg være helt ærlig, ville jeg ikke være chokeret, om drømmen om dette samfund faktist blev realiseret. Der ville godt nok stå mange problemer i vejen for dette samfund. Mange problemer, men ikke uoverkommelige problemer. Men før samfundet kan blive en realitet, må vi først nå op på et bestemt teknologisk og samfundsmæssigt niveau. Derefter må det, der nu kun er en historie, blive til en ideologi. Og jeg er 100% sikkert på, at sådanne mennesker vil blive til, hvis de ikke allerede er der. Men spørgsmålet er, om den generelle befolking også vil understøtte denne ideologi, og om det vil starte en social bevægelse.
Jeg håber dog ikke, at jeg giver det indtryk at jeg går ind for at Huxleys verden bliver til en realitet. Huxley sætter godt nok maskineriet i gang, og får mig til at tænke, om Mustapha Mond har ret på nogle af sine punkter. Jeg er ikke kommet til nogen specifik konklusion, uden det at jeg ved at emnet er meget mere gråt, end man skulle tro. Men indtil videre tror jeg, at jeg skubber Huxleys idéer væk, og er glad for det frie samfund vi har i dag. Men hvem ved. Måske, når vi en dag pludselig får en fager ny verden, ville jeg og mange andre skifte vore meninger, og hoppe ind i dette glædes samfund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar