Fagre nye verden

 Fagre nye verden

For dem der har læst Fagre nye verden af Aldous Huxley, åbner der sig en helt ny verden. En verden, der er alt andet en fager for nutidens menneske, i hvert fald. Denne roman fra 1932 viser os en rationalisering af det ideelle samfund. Et mekanisk Utopia, hvor alle er lykkelige. Ved brug af vidundermiddelet soma, forbud af nogen som helst fiktiv litteratur eller underholdning,  og hvor enhver modstand mod styret vil blive sendt til en afsidesliggende ø. Men for de fleste, er den tanke om en anden verden helt uoverskuelig. Man bliver født til sin egen pligt i livet: en alpha er den fødte leder, mens en epsilon vil være den perfekte gadefejer. Sådan bliver mennesker skabt på samlebånd på store fabrikker, født til at blive, hvad samfundet har af planer for dem.

   Dette er ikke en bog, man sætter sig med til hyggelæsning. Den har egentlig ikke så meget historie i sig, men det, der gør denne bog unik, er, at den er samfundskritisk. Samfundskritisk på den måde, at den viser os, at livet i paradis er egentlig et mareridt. Fagre nye verden er ment som en satire over et fiktivt, lykkeligt samfund, der – når man virkelig ser efter – er et totalitært misfoster. Dette fremtids kompleks er på mange måder mere enestående end den verden, vi lever i dag. Der findes genetisk forbedring, seksuel frigørelse, man har vundet kampen mod sygdom og alderdom og man har fundet en højteknologisk kultur – alt synes det at være velsignede mål for et frisindet, progressivt og demokratisk samfund.

   Men dette er også en verden, hvor menneskerne er opdelt i de før omtalte kaster: alpha, beta, delta, gamma og epsilon. Men dog er der ingen modstand fra kasterne, fordi alle er blevet indoktrineret med en gensidig arrogance imod hinanden. Trods dette findes der enkelte, der tvivler på denne evige lykke. Tag for eksempel Bernard Marx, en alpha plus, der ed et uheld fik en lille alkoholforgiftning under sig fosterudvikling på det kunstige samlebånd i de store fabrikker, og blev han derfor ikke lige så høj som de andre alpha plusser. Bernard er en af de få, måske den eneste, der længes efter noget mere meningsfuldt, dybere, efter autenticitet og lidenskab.

   Men denne bog er fyldt med mennesker, der gør alt hvad de kan for at undgå sandheden om deres egen situation. Det næsten universelle forbrug af soma er det ultimative eksempel på undgåelse. Men ifølge Mustapha Mond, præsident af hele Vest Europa, prioriterer den Fagre nye verden glæde og lykke over sandheden: Han mener, at folk er bedre med sandheden foruden, hvis de er lykkelige.

   Som jeg har sagt, så er denne bog en form for bekendtgørelse af en dystopi forklædt som en utopi. På mange måder er dette et paradoks, for hvordan kan en bog både beskrive et og samme samfund som både dystopisk og utopisk? Jamen for menneskerne, der lever i 632 år efter Ford (eller 2540 efter vores tidsregning), er dette paradis, de lever i.

   I stedet for religion, har menneskerne i Fagre nye verden Ford. Ford er blanding av Sigmund Freud, ham med psykoanalysen, og Henry Ford, ham der opfandt samlebåndene (og skaber af bilmærket Ford). Vi hører konstant folk sige ”Åh, Gud!”, men i denne bog siger de ”Åh, Ford!”, ”Ford være lovet” og så videre. Desuden så er ord som ”forældre” noget helt vulgært, fordi folk begynder at fnise, når der er tale om forældre, selv i en videnskabelig kontekst.

   Bogen kan på mange måder sammenlignes med George Orwells 1984, hvor det totalitære fremtidssamfund holder indbyggerne i skak. Men dog er samfundet i 1984 mindre komfortabelt opbygget, hvori hele samfundet i Fagre nye verden bygget op på borgerens lykke. Borgerne i Fagre nye verden kender ikke til noget bedre, fordi de er blevet manipulerede fra før fødslen, ved brug av elektrisk stød ved synet av bøger. Dette har ført med sig, at menneskerne er blevet nogle driftfikserede zombier uden individualitet.

   Der findes også kemiske løsninger for alle folks problemer. Bl.a. er soma er eksempel på dette. Men dette har ikke ført med sig, at folk er blevet lykkeligere. Gladere, ja, men ikke lykkeligere. Man skal huske på, at de to ting ikke nødvendigvis er en og samme begreb. Der findes hverken kreativitet eller nye idéer. Menneskerne fremstår som nogle egoistiske halvhjerner, der er bange for den virkelige verden, netop fordi de kun beskæftiger sig at passe deres egne roller som effektive produktionsenheder og mens de dyrker uhæmmet sex i deres fritid. Derfor behøver de ikke at tænke så meget, og så snart de rent faktisk har brug for at tænke, tager de bare soma.

   Så efter at have læst Fagre nye verden sidder man som læser, med en lille smule tom følelse i maven. Man kan sige, at det er en fredfuld slutning, men den er så langt væk fra lykkelig. Jeg tror, at Huxley ville vise, at dette netop er et sandt dystopia, selvom han virkelig har givet sig umage med, at beskrive alle menneskerne som lykkelige på en lidt overfladisk måde. Ja, det virker på en måde som om, at livet i Fagre nye verden er mildt sagt dødssygt.