”En
livslang lykke! Intet levende menneske ville kunne holde den ud. Det ville være
helvede på jorden” - George
Bernard Shaw (1856-1950)
Ulykke og sorg. Vi har alle været
der. Skuffelse og svigt. De er yderst uønsket. Vi ønsker os lykkelige
mennesker, en fredfyldt verden. Ingen ønsker sig sorg og bekymringer. Verden
ville være et meget bedre sted uden disse bedrøvelser. Af ren og skær
kortsynethed kunne jeg godt repræsentere sådan en holdning. Men tager jeg helt
fejl? Tilhører drømmen om Utopia kun småtskårede? Måske.
Aldous Huxley præsenterer i sin roman,
Fagre Nye Verden fra 1932, et
samfund, en verden, som udadtil er perfekt. Et sted hvor alle (eller næsten
alle) beboere er glade og tilfredse. Titlen er et vers taget fra Mirandas tale
i Shakespeares stykke Stormen: "Nej, hvilket under!
Hvor
mange vakre skabninger! Hvor skønt er mennesket! Åh fagre nye verden, hvor
disse lever!"
Shakespeares Miranda er i stykket
blændet af overfladisk skønhed, som Johannes eller læseren i begyndelsen er
blændet af den overfladiske lykke.
Det er nemlig denne overfladiske lykke og velfærd, der bliver beskrevet
gennem bogen. I ironi fremstiller
forfatteren et mareridt forklædt som et paradis.+ Indbyggerne er glade, men som
læser støder det mig, hvor rædsomt et sted det er. Menneskene i den fagre nye
verden minder mig (pænt sagt) om dyr. De eksisterer bare i en verden, hvor alt
kører, uden at have indflydelse på noget som helst. Al selvstændig tænkning er
borte, samt al individualisme. De har slagord og principper som lyder: alle tilhører alle og enkelthed er det bedste. Især slagordet enkelthed er det bedste er det, jeg
afskyr. Denne tænkemåde efterlader menneskearten på laveste udviklingstrin og afskaffer
al indsats og stræben efter at opnå noget i livet. Enkeltheden skaber hos dem
lykke, og igen bliver jeg mindet om, hvor meget disse mennesker har til fælles
med en flok dyr.
Et interessant spørgsmål er,
hvordan samfundet er opbygget, sådan at alle
indbyggere trives og er lykkelige. Efter at have fordøjet bogen lidt,
kom jeg frem til en tydelig rød tråd igennem. Lykkens opnåelse skyldes at
forfatteren har afskaffet alt, som kan gøre et menneske ulykkeligt – og dermed
også al ægte lykke. Det kan jeg sige, fordi jeg tror på, at hvor der er lykke
vil der også altid være ulykke tilstede. I den fagre nye verdens samfund
eksisterer ingen personlige relationer.
De har ingen forældre, ingen fast elsker, ingen søstre, ingen nære
venner. Som nævnt, så hører alle til alle/Alle tilhører alle. Ingen ældes,
ingen bliver gamle. De er indoktrineret til ufølsomt at acceptere døden. Dette
er ikke noget problem, da de jo ikke har nogle personlige forhold til hinanden.
Døden ser ud til kun at være et fjernt fænomen for dem. Samtidig er der monopol
på religion. Ingen skal have mulighed for at bygge sit liv på et fundament, der
kan skuffe og dermed forudsige ulykke. Det tætteste de kommer på noget åndeligt
er, når de tilbeder Ford. Og så må vi ikke glemme soma! Skulle nu en undtagelse
ske, som forstyrrer stabiliteten i samfundet, redder soma alting. Soma er en
slags lykkepille, som får en i godt humør uanset hvad. Det løser alle
problemer. Vi ser altså en tydelig opbygning af dette udadtil perfekte samfund:
fjern alle forudsætninger for ægte og rigtig glæde, få folket til at være
tilfredse med de få resterende følelser og få dem at tro de lever et lykkeligt
liv – uanset, hvor tomt og overfladisk det er.
Hvis dette er, hvad et perfekt
samfund består af, hvis disse er ofringerne, så vil jeg aldrig nærme mig den
fagre verden. Det ville være rent helvede at leve i et samfund, hvor mit
fundament, min passion, mine værdier og min livsglæde ikke eksisterer
overhovedet. Så foretrækker jeg meget hellere leve i vores nutidige samfund,
hvor folk måske ikke altid er på toppen. Jeg synes nemlig, at det er sundt for
mennesket at besøge kulkælderen engang imellem. Det er en forudsætning for ægte
glæde og lærer os at værdsætte livet. En livslang lykke – jeg kunne aldrig
holde den ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar