tirsdag den 20. november 2012

Livslang lykke


”En livslang lykke! Intet levende menneske ville kunne holde den ud. Det ville være helvede på jorden” - George Bernard Shaw (1856-1950)

Ulykke og sorg. Vi har alle været der. Skuffelse og svigt. De er yderst uønsket. Vi ønsker os lykkelige mennesker, en fredfyldt verden. Ingen ønsker sig sorg og bekymringer. Verden ville være et meget bedre sted uden disse bedrøvelser. Af ren og skær kortsynethed kunne jeg godt repræsentere sådan en holdning. Men tager jeg helt fejl? Tilhører drømmen om Utopia kun småtskårede? Måske.

Aldous Huxley præsenterer i sin roman, Fagre Nye Verden fra 1932, et samfund, en verden, som udadtil er perfekt. Et sted hvor alle (eller næsten alle) beboere er glade og tilfredse. Titlen er et vers taget fra Mirandas tale i Shakespeares stykke Stormen: "Nej, hvilket under!
Hvor mange vakre skabninger! Hvor skønt er mennesket! Åh fagre nye verden, hvor disse lever!"
Shakespeares Miranda er i stykket blændet af overfladisk skønhed, som Johannes eller læseren i begyndelsen er blændet af den overfladiske lykke.
     Det er nemlig denne overfladiske lykke og velfærd, der bliver beskrevet gennem bogen. I  ironi fremstiller forfatteren et mareridt forklædt som et paradis.+ Indbyggerne er glade, men som læser støder det mig, hvor rædsomt et sted det er. Menneskene i den fagre nye verden minder mig (pænt sagt) om dyr. De eksisterer bare i en verden, hvor alt kører, uden at have indflydelse på noget som helst. Al selvstændig tænkning er borte, samt al individualisme. De har slagord og principper som lyder: alle tilhører alle og enkelthed er det bedste. Især slagordet enkelthed er det bedste er det, jeg afskyr. Denne tænkemåde efterlader menneskearten på laveste udviklingstrin og afskaffer al indsats og stræben efter at opnå noget i livet. Enkeltheden skaber hos dem lykke, og igen bliver jeg mindet om, hvor meget disse mennesker har til fælles med en flok dyr.

Et interessant spørgsmål er, hvordan samfundet er opbygget, sådan at alle  indbyggere trives og er lykkelige. Efter at have fordøjet bogen lidt, kom jeg frem til en tydelig rød tråd igennem. Lykkens opnåelse skyldes at forfatteren har afskaffet alt, som kan gøre et menneske ulykkeligt – og dermed også al ægte lykke. Det kan jeg sige, fordi jeg tror på, at hvor der er lykke vil der også altid være ulykke tilstede. I den fagre nye verdens samfund eksisterer ingen personlige relationer.
     De har ingen forældre, ingen fast elsker, ingen søstre, ingen nære venner. Som nævnt, så hører alle til alle/Alle tilhører alle. Ingen ældes, ingen bliver gamle. De er indoktrineret til ufølsomt at acceptere døden. Dette er ikke noget problem, da de jo ikke har nogle personlige forhold til hinanden. Døden ser ud til kun at være et fjernt fænomen for dem. Samtidig er der monopol på religion. Ingen skal have mulighed for at bygge sit liv på et fundament, der kan skuffe og dermed forudsige ulykke. Det tætteste de kommer på noget åndeligt er, når de tilbeder Ford. Og så må vi ikke glemme soma! Skulle nu en undtagelse ske, som forstyrrer stabiliteten i samfundet, redder soma alting. Soma er en slags lykkepille, som får en i godt humør uanset hvad. Det løser alle problemer. Vi ser altså en tydelig opbygning af dette udadtil perfekte samfund: fjern alle forudsætninger for ægte og rigtig glæde, få folket til at være tilfredse med de få resterende følelser og få dem at tro de lever et lykkeligt liv – uanset, hvor tomt og overfladisk det er.

Hvis dette er, hvad et perfekt samfund består af, hvis disse er ofringerne, så vil jeg aldrig nærme mig den fagre verden. Det ville være rent helvede at leve i et samfund, hvor mit fundament, min passion, mine værdier og min livsglæde ikke eksisterer overhovedet. Så foretrækker jeg meget hellere leve i vores nutidige samfund, hvor folk måske ikke altid er på toppen. Jeg synes nemlig, at det er sundt for mennesket at besøge kulkælderen engang imellem. Det er en forudsætning for ægte glæde og lærer os at værdsætte livet. En livslang lykke – jeg kunne aldrig holde den ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar